DVF beklager misforståelse
| Nyheder fra pressen |
DVF beklager eventuelle misforståelser
Danmarks Vejlederforening har fra FUETS (Foreningen af uddannelses- og erhvervsvejledere ved de tekniske skoler) modtaget en henvendelse, hvori det påpeges, at en formulering i et svar fra DVF til DA kan forstås sådan, at DVF er af den opfattelse, at der ikke har været uafhængig, professionel vejledning før 2004.
Det har ingenlunde været DVF’s ærinde og absolut heller ikke foreningens opfattelse!
I svaret til DA har DVF forsøgt at redegøre for tolkningen af de tal, DA havde lanceret om vejledningen.
DVF’s formulering, som FUETS anfægter, lyder: ”I Danmark har vi kun haft uafhængige, professionelle vejledere siden Vejledningsreformen, der trådte i kraft i 2004…”
DVF har i sit svar til DA villet pointere, at der - sammenholdt med DA’s tal, statistikker og tolkninger heraf - med Vejledningsreformen sker en afgørende milepæl i 2004 i form af lovgivningsmæssige tiltag på vejledningsområdet, hvor der officielt i tilknytning til lovgivningen bliver tale om uafhængige, professionelle vejledere.
DVF anerkender fuldt ud, at der selvfølgelig også før 2004 har fundet masser af uafhængig, professionel vejledning med karriereperspektiv sted i skoler, på ungdomsuddannelser, i jobcentre m.v.
Derfor skal DVF beklage, hvis formuleringen i svaret til DA har kunnet give anledning til misforståelser om foreningens holdning til kvaliteten af vejledningen før 2004.
Det kan tilføjes, at der fra DVF tillige er tilgået FUETS uddybende forklaringer.





