Efterskolerne har holdt Efterkolernes Vejlederkonference 2010, af Per Rye

 

Efterskoleforeningen stod for afvikling af en  Vejlederkonference med deltagelse af 260 efterskolevejledere. Omkring 170 af landets ca.300 efterskoler var repræsenteret.

 

 

I sin velkomst omtalte efterskolekonsulent Lis Brok-Jørgensen bl.a. undersøgelser, som viser, at jo mere samarbejde, der er mellem vejledere og lærere på efterskolerne, jo mere tilfredshed der er blandt eleverne med den vejledning, de modtager. Eleverne er glade for den nære vejledning, og vejlederne vil gerne ”med ind over”, når elever stopper.

PhD-stipendiat Helene Valgreen, Folkehøjskolerne, opstillede en lang række væsentlige kriterier for etik i vejledningen. Hun refererede bl.a. til de af FUE udarbejdede principper, hvor overskrifterne er respekt, ligeværdighed, uafhængighed, åbenhed samt tillid. Hun lagde også vægt på, hvad etisk vejledning ikke er: respekt kontra nedladenhed, ligeværdighed kontra asymmetri (ikke-ligeværdig/uværdig) samt uafhængighed kontra institutionelle og lovmæssige bestemmelser samt tillid kontra mistillid.

Helene Valgreen gav nogle bud på udfordringer, der kan gøre det vanskeligt at opretholde etik i vejledningen – eksempelvis den politiske målsætning om 95 % / 50 % og politisk fokus på vejlederrollen, ligesom Ungepakken medfører nye krav til vejlederne.

Helene Valgeen fandt, at der ligefrem kan opstå clash mellem etik og lovkrav. Vejlederen skal vejlede den unge il uddannelse. Hvis den unge ikke gør, som vejlederen siger, kan familien miste børnefamilieydelsen, og vejlederen skal vurdere den unges uddannelsesparathed.

Hvorfor skal vi have vejledning? Med Ungepakken som eksempel stille Helene Valgreen spørgsmål som: Er vi som vejledere blot med til at legitimere en forfejlet uddannelses- og socialpolitik? Kan vejlederen vejlede som myndighed? Kan vejledningen (over)leve i dilemmaet mellem samfundets krav på den ene side og (måske) individets ønsker på den anden?

Hun gav udtryk for, at meningen med vejledning er, at vejlederen kan gør en positiv forskel for det enkelte menneske; vejlederen kan skabe kontakt, og vejlederen kan skabe håb.

 

En investeringsbeslutning

Professor Michael Svarer, Århus Universitet, talte over ”Flere i uddannelse?” og opstillede bl.a. dilemmaet om, hvorvidt man kan bruge uddannelser, så man undgår at skære i velfærdsydelsen. Svaret var absolut ikke entydigt. Han så på det individuelle uddannelsesvalgs struktur og slog fast, at uddannelse er en investeringsbeslutning, og fra mange sider spørges, hvad afkastet af uddannelse af? Udviklingen i udbud og efterspørgsel efter arbejdskraft skal ses i sammenhæng med, om der er udsigt til ubalancer og i hvilken grad politiske tiltag er nødvendige.

Det er meget vigtigt, at uddannelse skaber vækst. Uddannelse giver afkast for såvel den enkelte som for samfundet. Men samtidig er spørgsmålet: ”Vil øget uddannelse være en god forretnings for det offentlige budget?”

Alle analyser peger på, at der er behov for øget uddannelsesniveau, og behovet for uddannelse vil stige i fremtiden. De unge skal lære at tænke langsigtet. Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet vil afbøde et evt. haltende uddannelsesniveau.

Efterfølgende var der indlæg fra Undervisningsministeriet om den nye lovgivning m.v. – i hovedtræk det samme som er gengivet i anden artikel, som der derfor henvises til. Det blev dog præciseret, at uddannelsesparathedsvurderingen ikke er lavet for at hindre unge, men for at hjælpe og sikre, at flest mulig unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Parathedsvurderingen skal ses som en konkret, individuel helhedsvurdering.

 

Hvilke kompetencer vil der være brug for?

Bent Gringer fra Statens Center for Kompetenceudvikling, talte om det fremtidige arbejdsmarked. Han gav udtryk for, at vejlederne skal vejledere de unge til en uddannelse, de senere kan bruge på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedet udvikler sig, og det er svært entydigt at sige, hvilke kompetencer, der bliver brug for.

Det vil være væsentligt for den unge at evne at tage sit eget liv i egne hænder og samtidig få gode råd fra folk med forstand derpå. Jobs forsvinder; arbejdsopgaver bliver tilbage, men nogle gange forsvinder disse også. Teknologien ændrer arbejdsmarkedet, arbejdet og organisationsformerne. Der kommer stigende konkurrence udefra; på stort set alle områder vil der i Indien og Kina være mange flere med bedre uddannelser og lavere løn.

For kompetencekravene betyder det bl.a., at der bliver brug for kvikke hoveder og varme hænder. Forandring og uforudsigelighed bliver et grundvilkår (folk bør trænes i at tage bestik af bølgerne og endda surfe på dem). Man skal være idérig, kreativ og se og skabe muligheder og samtidig have en international horisont og forståelse.

Bent Gringer opstillede 4 kernekompetencer. Læringskompetence som evnen til at tilegne selv, mestre og videreudvikle færdigheder. Færdighedskompetence, hvor vidensamfundet fordrer evne og vilje til at flytte sig mentalt, fysisk og rollemæssigt samt forudsætter innovationsevne. Relationskompetence med netværksskabelse og evne til at håndtere diversitet og endelig meningskompetence med evne til individuelt at kunne se, skabe og dele mening.

De store trends har næsten altid en indbygget modstand, men Bent Gringer så 5 strømninger frem mod 2020: mobilitet vs. stamsteder, situerede kompetencer vs. faglighed og fordybelse, hele mennesker vs. industrisamfundets tidsforbrug, meningsfuldt arbejde vs. man skal også tjene penge samt individualisme vs. fællesskaber.

Måske svinger pendulet mod mere faglighed. Det vil være vigtigt at holde sig sund og i balance og ”manage” sig selv og tage ansvar for sin egen situation i forhold til sit liv – dvs. få de bedste muligheder for at udvikle sig, så ens idéer og talenter får de bedste muligheder for at blive til værdi for andre i en virksomhed/institution. Man skal ”manage” sig selv mht. at sige nej og undgå nedslidning samt håndtere krydspres mellem arbejde og de talrige andre ting i livet, fx familien.

Læs mere om konferencen på på www.efterskole.dk

 Hent oplæg, workshops m.m. her