Høringssvar over udkast til fem bekendtgørelser på vejledningsområdet fra Danmarks Vejlederforening j.nr. 051.25G.251

Danmarks Vejlederforening (herefter DVF)ser mange positive elementer i den nye reform af vejledningsområdet, der på mange måder reviderer og gør op med vejledningsreformen fra 2004 og medfører et reelt paradigmeskifte i vejledningen.

Der er dog elementer i de fem bekendtgørelser, som DVF ønsker at problematisere:

I bekendtgørelsen om uddannelsesparathedsvurdering, uddannelsesplaner og procedure ved valg af ungdomsuddannelse, mener DVF at selve begrebet er uklart formuleret, hvad er uddannelsesparathed, det er især svært på baggrund af bekendtgørelsen at gøre forældre, de unge, mv. klart hvad det at være uddannelsesparat er, jævnfør kapitel 2 i bekendtgørelsen.

Der af følger også en meget uklart formulering om, hvad den unge skal gennemføre for at blive uddannelsesparat jævnfør §9 i bekendtgørelsen, hvad har de unge og deres forælder krav på, når de unge pr. definition bliver uddannelsesparate, når de har gennemført den i §9 nævnet aktivitet?

Ligeledes finder DVF det vanskeligt via bekendtgørelserne at pege på en entydighed i uddannelsesparatheds vurderingerne, både til de gymnasiale og til erhvervsuddannelserne. DVF er bekymret for fremtidige konflikter og differentierede fortolkninger. Differentierede fortolkninger kan betyde skævvridning, geografisk, og demografisk, for hvornår, eller hvem der erklæres uddannelsesparate.

DVF kan være bekymret for de unges og forældres retstilling pga. manglende entydighed i formuleringen af begrebet "uddannelsesparathed".

Der er fra forskellige foreninger og sammenslutninger tiltag til at lave en definition af uddannelsesparathed i den givende kontekst, men der er tegn på uenighed, og derfor er der et klart behov for en entydig officiel definition.

DVF tillader sig igen at problematisere den position som vejlederen får som myndighedsperson i forhold til de unge når vejlederen skal foretage en vurdering af den unge, det strider mod vejledningsetikken og det er i modstrid med hvad vejledningsforskningen fremhæver, der skal til for at nå målsætningen om at nå de 95%.

DVF kan være bekymret for at uddannelsesvejledernes institutions uafhængighed kan anfægtes i de tilfælde, hvor der ikke kan opnås enighed om tilbuddene til de ikke uddannelsesparate.

I bekendtgørelse om brobygning og introduktionskurser til Ungdomsuddannelserne har DVF følgende bemærkninger, i §7, stk. 1. fremgår det at der skal brobygges til mindst to forskellige ungdomsuddannelser, hvoraf mindst en skal være til en erhvervsuddannelse eller erhvervsgymnasial uddannelse. Som det umiddelbart fremgår, skal alle brobygges til to steder.

Efter en konstruktiv dialog med Vejledningskontoret i Undervisningsministeriet, blev det gjort klart, at der stilles kun krav om to forløb, hvis det ene er stx el. hf. Det bør selvfølgelig fremgå i bekendtgørelsen.

Venlig hilsen

Bo Svane Møller
Formand Danmarks Vejlederforening