Dette nyhedsbrev indeholder nyheder om:

  • Nyt fra bestyrelsen: VEJLEDERENS fremtid
  • Kalenderaktiviteter
  • Fælles kamp
  • Kend din bestyrelse: Lis Brok-Jørgensen
  • Medlemmernes input

Nyt fra bestyrelsen: VEJLEDERENS fremtid

På vores seneste bestyrelsesmøde havde vi besøg af Kontoret for Opkvalificering og Vejledning fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling (det tidligere vejledningskontor), hvor vi hilste på Liz Nymann Lausten, der er ny kontorchef efter Steffen Jensens afgang. Vi havde en rigtig fin dialog, og glæder os til det fortsatte samarbejde.

Desuden drøftede vi på mødet både for og imod at gøre VEJLEDEREN tilgængelig elektronisk. Det endte ud i en større snak om hele foreningens fremtid og strategi. Derfor har vi valgt at tage dette med på bestyrelsens årlige seminar i april. For at det ikke skal blive bestyrelsens holdninger alene, der kommer til at gøre sig gældende, vil vi meget gerne have jeres input til at kvalificere drøftelsen gennem dette korte spørgeskema med frist d. 31. marts.

Vi håber, I har lyst til at bidrage!

Kalenderaktiviteter

I januar deltog Charlotte Knagh Trojahn i en læringsdag om projektet Udsyn i udskolingen. Et spændende projekt, der tænker UU-vejledning sammen med lærere og lokalt erhvervsliv for at fremme karrierelæring i udskolingen. Projekterne udmønter sig meget forskelligt, og da projektperioden endnu ikke er slut, er det for tidligt at konkludere noget på resultaterne. Dog lader det til, at vigtige pointer er at tænke i forældresamarbejder, og at det lokale erhvervsliv gerne vil inddrages. Vi glæder os til at læse mere i den bog, der udkommer om projektet. Nysgerrig? Læs mere på KL’s hjemmeside.

DVF har i et årti deltaget aktivt i møder med Søfartens Fremme. Efter en omstrukturering i Søfartens Fremme, hvor flere opgaver nu rykker til World Carriers - Det Blå Danmark, takker DVF af som fast repræsentant i Søfartens Fremmes bestyrelse ved deres generalforsamling i maj måned. DVF har meddelt, at vi fortsat vil agere sparringspartnere med Det Blå Danmark, når vejledningsmæssige emner dukker op.

Du kan altid holde dig opdateret om DVF’s aktiviteter ved at kigge i vores kalender.

Fælles kamp

De to vejlederforeninger i Danmark (Danmarks Vejlederforening og Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening) er sammen om at sætte vejledning på dagsordenen og råbe vagt i gevær, når der er uhensigtsmæssigheder i systemet. Derfor har vi sammen skrevet en artikel om et rodet vejledningslandskab, der kunne have gavn af at fokusere på vejledningens kerne og formål. Læs den her på hjemmesiden.

Kend din bestyrelse: Lis Brok-Jørgensen

Lis har siddet som vejledningskonsulent i Efterskoleforeningen, og har været med til at udvikle efterskolernes vejledning siden 2014. Ifølge Lis har det været en super spændende rejse, der har ført hende mange forskellige steder hen i hele det danske vejledningslandskab, - lige fra praksisfeltet over vejledningsforskning og til der, hvor lovene skabes. 2004 var også det år, hvor UU-centrene så dagens lys, og Lis har hjulpet til med at skabe samarbejdsaftaler mellem efterskolerne og UU-centrene til gavn for de unge. Desuden har hun fulgt UU-centrenes udvikling på meget tæt hold. Det har givet stor indsigt i deres arbejdsforhold, som hun lige nu er dybt bekymret for.

Lis er uddannet som folkeskolelærer i musik og idræt. Herefter blev hun efterskolelærer, og senere har hun taget en fleksibel diplomuddannelse i uddannelsesvejledning, supervision og ledelse fra UCC. “Grundet årene som lærer og vejleder har jeg altid bestræbt mig på at have de unges perspektiv med mig i de mange forskellige vejledningsfora jeg kommer i”, siger Lis. “Ellers kan du møde mig på Stevns, hvor jeg bor med udsigt til åbne vidder og ikke langt fra havet”.

Medlemmernes input

Bestyrelsen holder møde næste gang d. 11. april, hvor vi også har vores årlige bestyrelsesseminar. På dagsordenen er Medlemsstrategi. Har du kommentarer eller input til temaet, hører vi meget gerne fra dig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

 

Med venlig hilsen

Charlotte (formand) og bestyrelsen