I dette nyhedsbrev kan du bl.a. læse om:
- Vejledning i en corona-tid
- Læsestof om vejledning og corona
- Konferencer
- Bestyrelsens arbejde
Vejledning i en corona-tid
Lige nu er vi i en meget underlig tid, hvor vi skal vænne os til en anden måde at arbejde på, skal passe på os selv og vores nærmeste, og passe på resten af verden.
Der er masser af ændringer, både i arbejdslivet og privat. Og i denne tid flyder disse to ting mere sammen end nogensinde. Virtuelle møder afholdes med bogreoler og malerier i baggrunden og for nogle med børnene inde i rummet ved siden af.
Jeg er lidt imponeret over, hvor hurtigt denne nye måde at arbejde på, bliver hverdag. Hvor hurtigt man finder måder at løse opgaver på. At kollegial sparring nu mest handler om, hvordan løser vi vores opgaver bedst muligt under de forhold der er?, hvordan sikrer vi, at vi ikke taber nogen?, hvilke opgaver skal prioriteres først? osv. Alt det, samtidigt med at man håber at vi snart kan komme i gang igen, fordi det så betyder at den største fare for vores alles helbred så er ved at være ovre.
Læsestof om vejledning og corona
Børne- og Undervisningsministeriet har skrevet om hvilket ansvar der er i forbindelse med grundskoleelevernes uddannelsesvejledning i forbindelse med skolelukningen. Du kan finde det på emu: Uddannelsesvejledning under skolelukningen
I artiklen Vejledning og social retfærdighed — hvorfor er det vigtigt i coronavirussens tid?, diskuterer Rie Thomsen, Tristram Hooley og Ronald Sultana, hvordan coronavirus-pandemien former vores karrierer.
Konferencer
Den 19.-22. oktober afholdes den internationale vejlederkonference IAEVG i Riga. Temaet i år er: Maximizing Potential of Career Guidance. Fristen for early bird rabat er udskudt og gælder indtil den 30. april. Læs mere om konferencen og tilmelding på iaevgconference2020.lv
Bestyrelsens arbejde
Bestyrelsen holdt seminar i slutningen af januar. Her drøftede vi, hvad vi gerne vil have fokus på det næste år. De overordnede emner vi besluttede er:
- Definition af vejledning og vejleder
- Vision for vejledning i Danmark (herunder livslang vejledning)
I bestyrelsen hører vi meget gerne fra dig, hvis du har input til ovenstående eller hvis du har nogle emner, du gerne vil drøfte med os. Skriv til Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
På vores hjemmeside vejlederen.org kan du bl.a. læse de høringssvar vi giver og referater fra vores bestyrelsesmøder.
Hvis ikke du allerede gør det, så vil vi opfordre dig til at følge os på Facebook. Her fortæller vi bl.a. om nogle af de udtalelser vi kommer med til medierne.
På vegne af bestyrelsen
Karina Meinecke
Formand