Vejledning har i de seneste årtier været et område med stor politisk bevågenhed, både i relation til uddannelsespolitikken og i relation til beskæftigelsespolitikken, og oftest er vejledningspolitikken knyttet til eller spændt for andre politiske målsætninger og dagsordner end det, man kunne kalde vejledningens kerneopgave: At yde hjælp og støtte til individers valgproces i forhold til uddannelse, erhverv og karriere. Både beskæftigelsesindsatsen de senere år, ungepakkerne og eud-reformen fra 2014 har fået implikationer for denne primære vejledningsopgave og for uafhængigheden i vejledningen, idet vejledningen heri opfattes som i højere grad tjenende beskæftigelsespolitikken og konkurrenceparametre (fastholdelse) og som konsekvens heraf har fået tillagt myndighedsopgaver som kontrol, sanktioner og uddannelsesparathedsvurderinger.

Vejledningsreformen fra 2003, der omfattede vejledningen af børn og unge, var udtryk for et politisk ønske om at professionalisere vejledningen og gøre den sektoruafhængig og uafhængig af økonomiske interesser.

Med reformen, som trådte i kraft i 2004, fik alle unge adgang til professionel uddannelses- og erhvervsvejledning fra hhv. de kommunale Ungdommens Uddannelsesvejledningscentre (UU) og de regionale Studievalgscentre, de to nye vejledningsinstitutioner, som overgangsvejledningen mellem grundskole og ungdomsuddannelser og mellem ungdomsuddannelser og videregående uddannelser blev organiseret i fra 2004.

En anden del af reformen omfattede indførelse af en fælles, sektoroverskridende vejlederuddannelse på diplomniveau, først på 30 ECTS-point og fra 2006 på 60 ECTS. Uddannelsen afløste de cirka 20 forskellige sektorrettede kurser og uddannelser for vejledere. Intentionerne bag denne del af reformen var, at alle vejledere skulle kvalificeres til at kunne virke i alle dele af vejledningsfeltet, og at vejlederne gennem en fælles uddannelse kunne tilegne sig et fælles fagsprog, vejledningsteoretisk viden og vejledningsfaglige metoder. Siden er der slækket på kravene til vejlederuddannelse i forskellige sektorer, og forskellige vejledergrupper har nu forskellige eller ingen formelle vejledningskvalifikationer, eksempelvis er der ikke vejlederuddannelseskrav til ‘fastholdelsesmedarbejdere’ i uddannelsesinstitutioner.

I 2010 blev eVejledning oprettet i som følge af Vejledningsloven af 21.6.2010. eVejledning er et tilbud til alle om elektronisk baseret vejledning (chat, sms, telefon, facebook, skype etc.) i regi af Undervisningsministeriet og som del af UNI-C. Oprindeligt var eVejledning tænkt som målrettet de unge, som var ret afklarede og ikke havde et ‘udvidet vejledningsbehov’, men målgruppen er nu meget bredere, unge og voksne, elever, studerende og ledige. eVejledning yder vejledning om ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, voksen- og efteruddannelse og job.

Vejledningsreformen omfattede ikke voksne – der kom ikke som planlagt en voksenvejledningsreform i 2005. Arbejdet med indførelse af en professionsbacheloruddannelse i vejledning og udarbejdelsen af bekendtgørelse herom blev arkiveret, hvilket skyldtes modstridende interesser blandt aktører på voksenuddannelsesfeltet og hos forskellige organisationer på arbejdsmarkedet. Der blev gennemført et landsdækkende projekt med voksenvejledningsnetværk i årene 2008-09 – et samarbejde mellem erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser og organisationer om rådgivning af virksomheder og vejledning af individuelle voksne om opkvalificering og uddannelse. Projektet fik dog ikke den ønskede effekt, og det omfattede ikke alle voksne. Derfor er situationen ikke afgørende ændret på voksenvejledningsfeltet, der stadig må karakteriseres som bredt ud på mange forskellige aktører og dermed temmelig uigennemskueligt for voksne vejledningssøgende, samt for en stor del varetaget ikke-uafhængigt af forskellige interesser og varetaget af ikke-vejlederuddannet personale. En stadig større andel af henvendelserne til eVejledning kommer fra voksne, der har set dette vejledningstilbud som en mulighed for kvalificeret vejledning.

Jobcentrene er en af voksenvejledningsaktørerne, og her er der ansat forskellige medarbejdergrupper, idet arbejdet er opdelt i forhold til forskellige målgrupper: I grove træk et socialfagligt område (kontanthjælp og sygedagpenge) og et forsikret område (arbejdsløshedsdagpenge). Det fremgår sjældent eksplicit af indslag i pressen, hvornår der tales om det ene eller andet område. Det kan være med til at skabe misforståelse.

Konsulenter og vejledere i jobcentret opdeles yderligere i forhold til to poler: Borgerkontakt og virksomhedskontakt. Vejledningen finder i sted i forbindelse med borgerkontakten. Den klassiske virksomhedskonsulent ser det som den vigtigste opgave at servicere virksomhederne uden sociale hensyn. Mellem disse findes konsulenter, som både vægter hensynet til borgeren og virksomheden – bl.a. medarbejdere med den relativt nye betegnelse "personlig jobformidler".

Dansk Socialrådgiverforening (DS) er den største organisation. DS organiserer kun uddannede socialrådgivere og dominerer det socialfaglige område. HK er den største organisation på det forsikrede område, men organiserer også virksomhedskonsulenter på det forsikrede område. Begge steder på overenskomst for jobkonsulenter. Uddannelsesforbundet organiserer læreruddannede vejledere og konsulenter samt de erhvervsvejledere, der blev virksomhedsoverdraget fra staten i perioden 2007-2009.

Status for uddannelse blandt jobcentrenes medarbejdere er den, at indenfor det socialfaglige område er der krav om uddannelse som socialrådgiver eller socialformidler i forhold til den borgervendte del. Der er ikke uddannelsesmæssige krav til virksomhedskonsulenterne. De fleste har imidlertid uspecificeret videregående eller erhvervsuddannelse som ballast. Nogle har ikke færdiggjorte uddannelser og er derfor formelt set ufaglærte.

På det mindre, forsikrede område stilles der ikke specifikke krav til vejlederuddannelse, hverken i forhold til det borgervendte eller det virksomhedsvendte. De fleste har imidlertid videregående uddannelse. En del ansættes med kandidatgrad inden for humaniora eller samfundsvidenskab. Efteruddannelse er som regel frivillig og aftales i MUS-samtalen. Meget er korte redskabsorienterede kurser. Andre følger for egen regning, men med tjenestefrihed, længerevarende coach- og terapeutforløb.

Derudover findes der puljer (i LO, FTF og AC), hvorfra der bevilges hele diplom- og masteruddannelser (2 år). Puljerne er aftalt i overenskomsterne og giver relativt få medarbejdere mulighed for at gennemføre komplette diplomuddannelser indenfor områderne: socialfaglighed, beskæftigelse og vejledning.

I forbindelse med ny lovgivning på det sociale område har jobcentret købt hele kursushold ved professionshøjskolerne fra diplomuddannelsens modul i rehabilitering.

Om jobcentermedarbejderes uddannelse:
Den nye beskæftigelsesreform på det forsikrede område, der blev implementeret i løbet af 2015 i jobcentre og a-kasser betyder en omlægning af det borgervendte arbejde fra bevilling af aktivering hos andre aktører til samtaler om karriererådgivning og/eller karrierevejledning. I forbindelse med beskæftigelsesreformen og optakten til denne har DVF haft flere udmeldinger i Nyhedsbrevet og i Vejlederen, som omfattede uddannelsesspørgsmålet. I forbindelse med Koch-udvalgets rapport i begyndelsen af 2014 anbefalede vi uvildige voksenvejledningscentre og uddannelse af vejledere i jobcentre og a-kasser. I forbindelse med regeringens udspil og det politiske forlig om reformen i løbet af sommeren 2014 var spørgsmålet om uvildige voksenvejledningscentre (i denne forbindelse) ikke mere aktuelt. Vi anbefalede stadig diplomuddannelsen i vejledning til medarbejdere i jobcentre og a-kasser, der skal samtale med borgerne om karriere- og uddannelsesvalg. I beskæftigelsesreformen er der afsat midler til medarbejderuddannelse, men ikke i en størrelsesorden, der kan gøre en diplomuddannelse obligatorisk.

DVF har siden sin start* samarbejdet med en lang række organisationer, fagforeninger, beslutningstagere og andre interessenter med henblik på at få viden om vejledningsarbejdet i bred forstand og hos de mange aktører og at gøre vores indflydelse gældende i relation til vores mål, ud fra en præmis om at vores mål bedst fremmes i samarbejde med andre aktører i vejledningsfeltet.

Der er siden vejledningsreformen i 2003 sket en stigning i antallet af forsknings- og evalueringsprojekter indenfor vejledningsfeltet og i antallet af praksis- og metodeudviklingsprojekter. En del af disse projekter har været finansieret eller støttet af nationale eller regionale puljer, eller finansieret af uddannelsesinstitutionernes forsknings- og udviklingsmidler. Eksempler på sådanne projekter har været Phd-projekter om it i vejledning, om gruppevejledning, og om uddannelsesparathedsvurdering. Andre eksempler er evaluering af voksenvejledningsnetværkene, evaluering af vejledningsindsatsen i Grønland og af inddragelse af brugerne i voksenvejledning i de nordiske lande. Vi kan også nævne en lang række undersøgelser af vejledningsrelaterede områder indenfor ungdomsuddannelser, ungdomskultur og køn i relation til uddannelse, samt kvantitative evalueringer af effekter af vejledning. Og endelig har Evalueringsinstituttet i 2015 udarbejdet en rapport om ‘Uddannelsesvejledning til voksne’ – en undersøgelse af vejledningens organisering, rammer og retning på VUC’er og de erhvervsrettede uddannelsesinstitutioner.

 

*Danmarks Vejlederforening er udsprunget af tidligere foreningsdannelser, herunder Kuratorforeningen, dannet i 1971, og ‘Tandhjulsforeningen’ (Foreningen af skolevejledere og skolekonsulenter i uddannelses- og erhvervsorientering, senere Foreningen af skolevejledere og skolekonsulenter i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering).