Nyhedsbrev nr. 13 oktober 2010

 Vejledningen af grundskolens elever har hjulpet dem, eller har den?

Mængden af unge der starter på en ungdomsuddannelse vil falde, men antallet der gennemførere vil stige

Vejlederens krydspres – konference 19. januar 2011

 

Nyhedsbrev oktober

Flertallet af eleverne i grundskolens afgangsklasser vurderer, at den uddannelsesvejledning, de har modtaget, har hjulpet dem til at vælge den videre vej i uddannelsessystemet. Det fastslår en landsdækkende undersøgelse fortaget på initiativ af Undervisningsministeriet.

 

Undersøgelsen bygger på svar fra 39.709 elever, og den viser, at især åbent hus arrangementer på ungdomsuddannelserne, erhvervspraktik, personlige samtaler med UU-vejledere og brobygning er gode til at hjælpe eleverne med at træffe en afgørelse. Det vil altså også sige, at mødet med uddannelsesinstitutionerne har haft stor betydning af deres valg. Man må så udlede, at de institutioner der har prioriteret disse aktiviteter højest, vil have gjort bedst indtryk på eleverne, det sidste er kun en formodning. Se nedenstående link til undersøgelsen.

 

DEA, som er en tænketank under Foreningen til Unge Handelsmænds Uddannelse (FUHU), konkluderer modsat på baggrund af en rapport, finansieret af bl.a. Undervisningsministeriet, FUHU, CEFU og diverse erhvervsskoler, at lærerne i grundskolen og uddannelsesvejlederne diskriminerer handelsgymnasiet (HHX) til fordel for det almene gymnasium (STX). Rapporten rummer svar fra 11.000 handelsskoleelever; en stor del af disse elever mener, at de er blevet informeret mere om mulighederne med den almene gymnasieuddannelse end om mulighederne med handelsgymnasie-uddannelsen. Se nedenstående link.

Hvis man lidt uvidenskabeligt sammenligner de to undersøgelser, springer det i øjnene, at eleverne på handelsgymnasiet må have glemt de vejledningsaktiviteter, de har været igennem på bl.a. HHX med åbent hus arrangementer, brobygning, mv., eller også må de ramte uddannelsesinstitutioner ikke have prioriteret disse aktiviteter nok til, at de har gjort indtryk på eleverne. Det skinner også lidt igennem, at DEA ikke har overblik over hvilke vejledningsaktiviteter, der er i grundskolen.

 

Hvis vi kigger lidt på selve 95 %-problematikken, må man vide, at valget af ungdomsuddannelse er frit for de unge; men UU-vejledningen har ansvaret for, at de unge får valgt, og med de nye ungepakker skal UU-vejledningen også fremover vurdere, om de unge er parate til at tage en uddannelse.

Det vil få større indflydelse på uddannelsesvalget for de unge, som fx mangler modenhed, motivation og almene kvalifikationer. Et tæt samarbejde mellem kommunerne og erhvervsskolerne om disse unge er en forudsætning for, at de nye tiltag kan få den ønskede effekt siger KL i artiklen: ” Fra folkeskole til ungdomsuddannelse uden forhindringer”.

 

Det bør dog påpeges, at hvis UU’s vejledning lykkes, og kommunerne faktisk tager opgaven alvorligt og opretter forberedende forløb, vil der ske en stigning i antallet af unge, der ikke søger direkte i uddannelse, men søger et alternativt forløb. Det betyder, at de flotte procenter, som KL nævner i sin artikel, vil ændre sig markant. Hvis man følger Undervisningsministeriets vurderinger i lovforslaget, vil 10 % af en ungdomsårgang på landsplan gå i gang med noget andet. Altså vil procentdelen af dem, der søger direkte i ungdomsuddannelse, falde fra de 93 %, som KL nævner, til noget, der ligger langt lavere.

 

Det er målet at den andel af de unge der vurderes; ”ikke uddannelsesparate”, starter i aktiviteter, der kan gøre de unge ”uddannelsesparate”. Udformningen og udmøntningen af de problemstillinger det medførere er en udfordring for kommunerne som Danmarks Vejlederforening håber, at de ansvarlige politikere og KL er bevidste om.

 

 

Bo Svane Møller

 

formand Danmarks Vejlederforening

 

Vejledernes krydspres: Konference 19.januar 2011

Se mere her: http://www.vejlederen.org/fp/index.php?option=com_content&view=article&id=157 

 

 

Link

Læs brugerundersøgelse blandt elever i 9 og 10. klasse

http://uvm.dk/~/media/Files/Udd/Vejl/PDF10/100921_Rapport_UU_2010.ashx

Læs om resultater fra et forskningsprojekt om handelsgymnasiet

http://www.dea.nu/Materiale/Pr%c3%a6sentationer/L%c3%a6ringsmilj%c3%b8+p%c3%a5+HHX

Fra folkeskole til ungdomsuddannelse uden forhindringer

http://www.kl.dk/Mit-KL/Artikler/76006/2010/10/Fra-folkeskole-til-ungdomsuddannelse-uden-forhindringer/