Dette nyhedsbrev indeholder nyheder om:

  • Konsekvenser af eud-reformen
  • Støtte fra Danmarks Lærerforening
  • Forårets møder i Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning
  • Godt nyt om foreningens økonomi

Konsekvenser af eud-reformen for vejledningen
D. 24. februar 2014 blev den længe ventede eud-reform aftalt på plads af regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance. Dagen efter var Danmarks Vejlederforening indkaldt til orienteringsmøde i Undervisningsministeriet. Ligesom i aftaleteksten fremgik det på mødet, at vejledningen fremover skal “fokuseres”, som der står i afsnit 11. 

På et akut indkaldt møde i Det Nationale Dialogforum d. 28/2 2014 forklarede embedsmændene i Undervisningsministeriets Vejledningskontor, at det i praksis betyder, at den personlige vejledning fremover udelukkende vil blive tilbudt for de højst 20 %, der vurderes at have særlige vejledningsbehov. Uddannelsesparathedsvurderingen skal ske i 8. klasse i første omgang af klasselæreren og derefter ved en justering af UU-vejlederen. Der skal spares 160 millioner kroner på UU-området og bekendtgørelsesændringerne forventes at træde i kraft til august 2014. 

Konsekvenserne af eud-reformen for vejledningsområdet blev dermed ligeså katastrofale som frygtet. Vi er glade for at beholde eVejledningen, men det er også det eneste lyspunkt for vejledningen i aftaleteksten. Udover, at det vil få konsekvenser for vejledningens kvalitet, at antallet af UU-vejledere fremover vil blive væsentligt lavere, tegner der sig et mudret billede af, hvem der egentlig har ansvaret for overgangsvejledningen mellem grundskole og ungdomsuddannelse. Klasselærerens ansvar for vejledningen bliver øget væsentligt, men uden at der medfølger hverken efteruddannelse til lærerne eller udviklingsmidler til det nødvendige udvidede samarbejde mellem skoler og UU-centre. Forældrene forventes at påtage sig et langt større ansvar for at kunne vejlede sine poder. Men der er ikke afsat midler til at udvikle forældrenes vejledningsfaglighed. Aftaleteksten er således fuld af mange rigtige ord, men uden reelt indhold. Det er stærkt bekymrende! 

Støtte fra Danmarks Lærerforening
Danmarks Lærerforening (DLF) har henvendt sig til Danmarks Vejlederforening og udtrykt støtte til vores kritik af vejledningens fremtidige vilkår som følge af eud-reformen. DLF sender brev om dette til de vejledere, der er organiseret i DLF. Vi takker for støtten fra Anders Bondo Christensen.

Forårets møder i Det Nationale Dialogforum for Uddannelses- og Erhvervsvejledning
Som følge af de kommende lov- og bekendtgørelsesændringer på vejledningsområdet er der indkaldt til to møder i Det Nationale Dialogforum dette forår, hvor der vil blive diskuteret høringssvar. De to møder ligger henholdsvis 27. marts og 21. maj 2014. Danmarks Vejlederforening vil naturligvis være repræsenteret på begge møder. Vi orienterer undervejs i processen via dette nyhedsbrev, hjemmesiden www.vejlederen.org og Facebook.

Godt nyt om foreningens økonomi  
Ovenpå et par år med besparelser og stramninger er Danmarks Vejlederforenings økonomi nu sund og med overskud. Med rettidigt omhu fik bestyrelsen justeret udgifterne, således at vi kan fortsætte det høje aktivitetsniveau med en fornuftig økonomisk balance.

 

Mange hilsener fra Morten Bjerregaard, næstformand og Helene Valgreen, formand.